Flygtningepolitik

Verdenssituationen har forandret sig meget siden 1952.

Da Danmark som det første land i verden skrev under på flygtningekonventionen, var det baseret på en tanke om, at flygtninge var defineret som et menneske, der flygtede fra krig eller forfølgelse med et ønske om at vende tilbage til sit hjemland, når faren var overstået. I de seneste årtier er denne definition dog blevet mere udvisket, og mange flygtninge, der søger spontanasyl, bør egentlig klassificeres som immigranter og nægtes indrejse.

Med den stigende tilstrømning af asylsøgere fra de arabiske og afrikanske lande, er presset på den danske kultur og stat blevet for stor.

Vi bør derfor omgående stoppe al behandling af spontanasyl, og i stedet hjælpe i flygtningenes nærområder. Dette vil både Danmark samt flygtningene være bedre tjent med, da det vil være nemmere, billigere og mere hjemligt at modtage asyl i et nærområde end i en fremmed kultur.

Stoppet for asylbehandling skal vare på ubestemt tid, indtil det danske samfund og kultur igen er stabilt, og vi kan sikre, at de asylansøgere som vi vælger at modtage, kan sikres et værdigt asylophold i Danmark. Målet med asylophold vil dog altid være at rejse tilbage til hjemlandet, når en evt. faresituation er overstået. Et asylophold kan aldrig udvikle sig til en permanent opholdstilladelse.

Danmark skal derfor opsige sin deltagelse i den kraftigt forældede flygtningekonvention, samt andre europæiske og FN-satte regler, der evt. er i modstrid med vores selvbestemmelse på området.