Kulturpolitik

Danmark er – i kraft af vores fælles historie, sprog, tro & traditioner – præget af en usædvanlig stærk kulturel sammenhængskraft, der binder os sammen i berigende fællesskaber på tværs af generationer og sociale skel. Denne sammenhængskraft er fordrende for den tillid, der er blevet påvist at være særligt kendetegnende for Danmark og det danske folk. Denne enestående tillid mellem mennesker har afgørende betydning for, at Danmark er et samfund, hvor fortrædeligheder som korruption og nepotisme stort set ikke forekommer.

Den danske enhedskultur er af samme årsag fremmende for civilsamfundet, det frivillige foreningsliv og evnen til at kunne arbejde sammen om et fælles mål. Danmark er desuden ad flere omgange blevet kåret som verdens lykkeligste land. Dette er i høj grad et resultat af, at vi i Danmark deler et fælles kulturelt fundament, der gør os i stand til at identificere os med og føle tilhørsforhold til – personer, vi end ikke kender.

Derfor mener vi i Nye Borgerliges Ungdom, at det er vigtigt, at vi står vagt om vores kulturelle arv. Institutioner, der har vist sig historisk levedygtige og som er med til at binde folket sammen er derfor noget af det vigtigste i Danmark. Derfor er Nye Borgerliges Ungdom tilhængere af både det danske monarki og den danske folkekirke.

Herudover mener vi ikke, at kulturpolitik alene kan overlades til markedskræfterne. Vi mener, at vi som samfund har et ansvar i forhold til at udbrede viden om Danmarks historie og kulturarv – samt bibeholde en levende dansk kultur.

Dedikation af alt offentlig kulturstøtte, både statslig og kommunal, til opløftende, smuk kunst og andre udsmykninger

I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at offentligt støttet kultur skal være opløftende, historibevarende, smuk og/eller inspirerende. Vi vil derfor fratage alt nedgørende, primitivt og grim kunst sin støtte. Vi vil have inspirerende kunst, vi vil have flotte malerier, vi vil have smukke statuer og bygninger med flotte facader. Vi vil ikke have lort på dåse, guldfisk i blendere og A4-papirer hvor der står at politikere er døde. Hvis private vil betale for grimhed, så er det deres ret at bruge deres egne penge på at gøre deres egen ejendom grim og vederstyggelig. Offentlige midler skal bruges på at ophøje og forskønne omgivelserne og befolkningen.

Statsstøttede medier skal værne om samfundets fundamenter

I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at såfremt staten støtter og/eller driver medievirksomhed, så skal en af formålene med det være at sikre en kulturel og social konsensus omkring fundamenterne for det danske samfund, der udgøres af den traditionelle kernefamilie og dertilhørende sociale og kulturelle forhold. Statslig støtte skal ikke gå til at promovere atomiseret individualisme, hedone livsformer eller lignende. Såfremt der er et marked for “Ku’ godt må godt – fortælling fra et åbent forhold”, “Høj på strip”, “Hypnodating”, “Mig og min pik” eller “Mig og min fisse” så skal det private marked nok sørge for det. Det skal ikke ske med statsstøtte.

Forbyd køb af sex

Sex bør ikke være en handelsvare på linje med tøj eller dagligvarer. De fysiske og psykiske skadevirkninger, som kan være forbundet med prostitution, er veldokumenterede. Arbejdstilsynet ville aldrig acceptere andre brancher med så høj en erhvervsrisiko som prostitution. Endvidere er der uløselig sammenhæng mellem prostitution og kvindehandel. Accepterer man lovlig prostitution i Danmark, åbner man også en ladeport for handel med kvinder. Derfor bør vi forbyde køb af sex i Danmark.

Privatiser DR

Danmarks Radio udfører i dag en opgave i forhold til historie- og kulturformidling samt danskproduceret indhold, som er værd at holde fast i. Desværre er DR i sin nuværende form en mastodont, der for det meste af tiden beskæftiger sig med alt muligt andet. Derfor bør Danmarks Radio i sin nuværende form nedlægges. I stedet bør visse opgaver sættes i udbud, således at der stadig produceres dokumentarer og danskproducerede debatprogrammer, der ikke nødvendigvis kunne leve på markedsvilkår.

Imod fritidspas til socialt udsatte

Da de offentlige ydelser i Danmark er blandt verdens højeste, mener vi i Nye Borgerliges Ungdom ikke, at der skal udbydes fritidspas til socialt udsatte. Hvis man prioriterer sin økonomi hensigtsmæssigt, har man ikke behov for ekstraydelser. Dog mener vi samtidig, at staten bør sikre danskerne en lettere adgang generelt til museer og andre institutioner, der er med til at forvalte og formidle vores fælles kulturarv, da kendskabet til vores kultur og historie er et fælles anliggende.

Skønhedspolitik

Som en landeplage har modernistiske kunstværker betalt med offentlige kulturmidler spredt sig over Danmark. Denne stilart er løsrevet fra al kunstnerisk tradition, kulturhistorie og skønhed. Skatteborgernes penge skal ikke spildes på den slags. Jeg foreslår derfor, at Nye Borgerliges Ungdom gør følgende punkter til sin officielle Skønhedspolitik:

  • Skattekroner må kun bruges på kunst, som omhandler dansk historie/kulturarv. Det styrker (ud)dannelsen og styrker fællesskabet.
  • Modernistiske kunstværker skal fjernes fra bybilledet og sælges på auktiontil højest bydende. Tilhængere af moderne kunst kan få mesterværkerne til markedspris, og en del af udgiften til deres erstatninger dækkes.
  • Byernes arkitektoniske særpræg skal bevares. Strengere krav skal stilles til hvor meget nye bygninger må skille sig ud fra de traditionelle. Det går ikke at have glas og stål ved siden af strå og bindingsværk.