Økonomipolitik

I Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at det er danskerne, der er bedst til at forvalte deres egne penge.

Derfor skal vi forny måden, hvorpå vi fordeler vores midler. I 2015 var der et skattetryk i Danmark på 47,4%. Det er for højt. Alt for højt. Derfor skal det danske skattesystem omlægges, så danskerne og danske virksomheder bedre kan forvalte deres egne penge.

Derudover er det danske skattesystem alt for indviklet, og mange danskere forstår ikke deres egen skatteseddel.
Den gennemsnitlige danske borger skal til enhver tid kunne forstå, hvor meget han eller hun betaler, og hvorfor. På den måde kan vi opnå et system, der både er – og føles – retfærdigt, samtidig med at vi sikrer den enkelte tryghed, når de modtager deres årsopgørelse. Dette vil derudover medføre en massiv besparelse på konsulent-, rets- og kontrolarbejde.

Et lavere skattetryk vil udover mere frihed og ansvar hos den enkelte borger, gøre det nemmere for virksomheder at sikre deres overlevelse, fremtidssikring, samt at tiltrække udenlandsk arbejdskraft i en verden, hvor vækst er stadigt mere betinget af ekspertise.

Den offentlige sektor skal i nulvækst, mens den private sektor skal vokse. Det skal vi sikre ved at sørge for, at iværksættere og deres virksomheder er sikret de bedst mulige forhold. Dette skal gøres bl.a. ved enklere virksomhedsregler samt en lavere selskabsskat. Det danske skattesystem straffer folk som er dygtige, hårdtarbejdende og tør tage ansvar.
Derfor skal vi have afskaffet den stigende skat på arbejde, så alle danskere betaler det samme. Dette vil også være med til at sikre den enkelte tryghed, da de ikke risikerer at stå med færre penge mellem hænderne sidst på året end tidligere.

Skatten lettes på baggrund af erfaringer fra lande, der minder om Danmark, og som har formået at opbygge et system, der fungerer bedre og mindre bureaukratisk – på trods af et markant lavere skattetryk.

Til sidst skal øvrige skatter og afgifter i vidt omfang fjernes. Den danske stat skal ikke forsøge at regulere danskernes adfærd ved at pålægge yderligere afgifter til enkelte produkter.
Dertil kommer, at en evt. afgift aldrig må gå til andet end at dække de direkte omkostninger, der er ved produktet.

Fjernelse af arveafgiften

Penge, som allerede er blevet beskattet én gang, skal selvsagt ikke beskattes igen. Familien til den afdøde skal ikke have frataget en stor procentdel af den arv, et eventuelt familiemedlem måtte have efterladt.

Det er uforsvarligt, at vi trækker familier igennem det endeløse bureaukrati, som den nuværende arveafgift pålægger dem. Det er sorg, glæde og minder af den afdøde, man skal tænke på. Ikke nyttesløs papirarbejde, hvor man får frataget endnu mere af den arv, som den afdøde har efterladt.

Regulering af kviklån

Vi mener i Nye Borgerliges Ungdom at der bør indføres et loft over kviklån, således en forbruger højest kan gældsætte sig med maksimalt to lån af op til 20.000 kroner pr. lån. Ydermere mener vi, at reklamer for kviklån på TV, Radio og offentlige steder bør forbydes eller som minimum reguleres kraftigt. Det er almindelig kendt, at kviklånsselskabers drift ofte alene er baseret på den del af befolkningen, der er ude på det største økonomiske sidespor, hvor der stilles hurtige og nemme penge i udsigt til en tilbagebetaling, der alt for ofte resulterer i ruinering af selvsamme økonomier. Ydermere viser det sig ofte som et fænomen, at forbrugere i dyb gæld optager et nyt kviklån til at afbetale tidligere gæld med, hvilket er en negativ spiral, der efter vores overbevisning skal standses. Muligheden for hurtigt at låne et mindre kontantbeløb i slutningen af måneden skal opretholdes, men det er af vores klare overbevisning, at det aldrig kan være i den informerede forbrugers interesse at dette beløb overstiger 40.000 kroner, og at gælden skal optages hos et kviklånsselskab frem for hos en bank.

Sænk skatten for de lavestlønnede

Det danske afgifts- og skattetryk er blandt de højeste i hele verden. Tilskyndelsen til at stå op om morgenen og passe et arbejde er alt for ofte minimal. For nogle er der ligefrem tale om en underskudsforretning. Der skal være en økonomisk gevinst forbundet med at knokle hver dag – og den skal kunne mærkes og ses i hverdagen og på bankbogen. Derfor bør skatten generelt sænkes, så lagerarbejdere og andre hårdtarbejdende lavtlønnede kan mærke, at deres indsats påskønnes og betaler sig.

Afskaffelse af registreringsafgiften

Hos Nye Borgerliges Ungdom mener vi, at en afgift som registreringsafgiften, er en af de mest absurde af alle afgifter. Registreringsafgiften rammer de børnefamilier, som ikke har mulighed for at skifte en mindre bil ud med en større og mere rummelig bil, med plads til hele familien. Derudover medfører afgiften også, at mange danskere ikke har mulighed for at udskifte deres ældre biler, med nyere modeller med større sikkerhed og af langt mere miljøvenlig karakter. CEPOS vurderer det ville være stort set selvfinansierende, i det at en afskaffelse af afgiften, ville få danskerne til at investere i større og mere sikre biler.

Statens uddannelsesstøtte skal forbeholdes danske statsborgere

Hos Nye Borgerliges Ungdom mener vi det giver sig selv, at statens uddannelsesstøtte (SU) udelukkende skal forbeholdes danske statsborgere. Siden en EU lov i 2013 gav mulighed for at udenlandske statsborgere kunne modtage SU i samme grad som danske statsborgere, såfremt de arbejdede 10 timer ugentligt ved siden af, er antallet af udenlandske studerende på SU steget fra ca. 6.600 til 20.000. Undersøgelser viser desuden, at kun lidt over halvdelen af de udenlandske dimittender i 2016 gik direkte i beskæftigelse.2 Det er ikke rimeligt at pålægge de danske skatteydere denne form for betaling, og det er kun naturligt at al offentlig forsørgelse – inklusiv SU, knyttes til det danske statsborgerskab.

Afskaf den universelle velfærd

Den danske velfærdstanke er grundlagt ud fra en idé om, at vi som medborgere har et ansvar for at hjælpe de i samfundet, der ikke er i stand til at klare sig selv og som derfor behøver hjælp for at kunne opretholde en værdig tilværelse. Dette er svært foreneligt med den universelle velfærdsstat, hvor alle uanset evne og anlæg har ret til at blive klienter i staten og altså modtage diverse ydelser. Derfor bør vi afskaffe den universelle velfærd og kun hjælpe de absolut svageste borgere.

Lad markedet regulere salg af benzin- og dieseldrevne biler

Et statsligt mål om udfasning af benzin- og dieseldrevne biler vil ikke betyde nogen nævneværdig forbedring af miljøet. Elbiler bidrager i dag med en større mængde forurening end produktion af almindelige biler gør. Vi har endnu ikke elbiler, der kan levere en sådan effekt, at et indgreb ikke vil koste samfundet. Du kan ikke lovgive dig til funktionel teknologi, og derfor vil salget af benzin- og dieselbiler helt naturligt udfases, når elbilernes effekt og pris står mål med almindelige bilers.